Robotplæneklippersalget steg 15 gange mere end alm. plæneklippere i 2012; hvordan ser det mon ud i 2013?

 

ROBOTPLÆNEKLIPPERSALGET STEG 15 GANGE MERE END ALM. PLÆNEKLIPPERE I 2012Det går rigtig godt for salget af robotplæneklippere. Faktisk så godt, at salget af robotplæneklippere i 2012 steg med hele 15 gange så meget som de almindelige, benzindrevne klippere gjorde. Det skriver BloombergBusinessweek.com. Stigningen kommer ellers i en tid, hvor robotplæneklippere stadig må anses som et nichepræget område, men som de store producenter nu sætter alt ind på at ændre, således at flere kan få gavn af den lille elektriske hjælper i forbindelse med havearbejdet.

Konkurrencen øges konstant

Verden kunne for første gang nogensinde i 1995 stifte bekendtskab med den lille selvkørende græsslåmaskine, som kunne klare den kedelige tjans på kort tid og uden høje støjgener, som man normalt forbinder med almindelige benzindrevne plæneklippere. Det var dengang Husqvarna, der lancerede den første robotplæneklipper, som indtil da aldrig havde set dagens lys.

Men grundet den store stigning i salget siden 1995 melder flere og flere store producenter sig nu ind i kampen om at kunne levere de bedste robotplæneklippere til de mest konkurrencedygtige priser.

Således kan man nu opleve, at andre producenter end Husqvarna satser stort på markedet inden for robotplæneklippere. Det gælder for eksempel den tyske hårde hvidevarer-gigant Bosch, amerikanske John Deere og endelig den japanske auto-gigant Honda, hvoraf sidstnævnte forventes at melde sig ind på markedet i år med en jomfrumodel.

I øjeblikket har robotplæneklipperen især godt fat i det tyske marked, hvor robotplæneklippere tegner sig for 6 procent af de samlede salgsindtægter for alle plæneklippertyper årligt.

Robotplæneklipperen er et lille nuttet familiemedlem

Robotplæneklipperen anses i mange hjem som praktisk, mens andre også har givet udtryk for, at den lille lydløse robot med sine små bevægelser nærmest fungerer som et lille nuttet familiemedlem i form af et fiktivt kæledyr.

Ligeledes fremhæver mange fortalere for robotplæneklipperen dens miljøvenlighed og tidbesparelse. Robotten kører nemlig kun på el/strøm, og dens reelle CO2-udslip er derfor yderst minimalt i forhold til en benzindreven græsslåmaskine, der sluger en masse brændstof i løbet af ingen tid. Flere ejere oplever samtidig, at de med en robotplæneklipper får en masse tid tilgængelig, som de normalt ville have brugt på græsslåningen.

Fortalerne påpeger i den forbindelse, at den sparede tid til rådighed kan bruges sammen med familien, vennerne eller arbejdet, hvoraf man i sidstnævnte tilfælde kan ende med at tjene flere penge.

Prisen eneste småproblem

Den eneste umiddelbare forhindring, som man ifølge artiklen kan finde ved robotplæneklippere, er prisen. En gennemsnitlig model koster fra ny ca. 6-10.000 kr., hvilket ifølge flere eksperter får mange forbrugere til at beholde den gamle benzinsluger, som de har i forvejen.

Flere producenter og interesserede omkring robotplæneklipperen håber dog på, at den øgede konkurrence og produktion inden for området kan medvirke til, at udbuddet bliver så stort, at priserne i sidste ende vil falde, således at flere forbrugere tør investere i en robotplæneklipper.

Stigningen i salget af de små robotter kan derudover ses som et tegn på, at flere og flere moderne mennesker har voksende behov for hjælp i en travl hverdag, hvor de fleste ønsker at bruge tiden mere fornuftigt, når de kommer hjem fra en hård dag på jobbet.

Kilde: businessweek.com