Menu
Artiklen indeholder reklamelinks
Svend Auken blev født i Aarhus, og voksede op i en politisk engageret familie. Han var selv aktiv i politik tidligt, og optrådte som leder i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum. Efter at være færdiguddannet cant.scient.pol forsatte han arbejdet for Socialdemokratiet i Aarhus. Svend Aukens hovedområder må siges at være arbejdsmarkedspolitik og forskningspolitik. I 1971 blev han valgt ind i Folketinget, og oplevede i de næste år større stemmetilslutning. Auken gennemførte blandt andet loven om efterløn, og sad i årenes løb på en lang række forskellige poster i Socialdemokratiet, før han i 1987 blev formand. Faktisk er Svend Auken den politiker, der har siddet længst i Folketinget – hele 35 år.
Født: 24. maj 1943 i AarhusSvend Auken har haft en lang politisk karriere – både i ungdomspolitik, ministererhverv, udvalgsposer og forskellige poster i Socialdemokratiet.
Han var partiets kandidat til Folketinget i Aarhus Midtkredsen og senere i Aarhus Østkredsen. Derefter blev han valgt til Folketingsmedlem for Aarhus Amtskreds fra 1971 og frem til sin død i 2009. Endvidere optrådte Svend Auken også som næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe og derefter som politisk ordfører, indtil han fik de mest afgørende poster som næstformand og senere formand for socialdemokratiet.
Udover forskellige poster i Socialdemokratiet har Svend Auken også en længere række af ministerposter skrevet på sit CV. Han optrådte som både arbejdsminister, miljøminister, miljø- og energiminister og senest som medlem af Folketingets Præsidium.
Mange socialdemokrater var i den overbevisning, at partiet, under Svend Auken, var i mangel på indflydelse i dansk politik, samt at han skabte splid i partiet. Svend Auken var i splid med De Radikale grundet mislykket lobbyarbejde hos dem og regeringen, da han kom i mindretal i sin egen gruppe i forbindelse med en afstemning omkring fremmede fartøjer og afkrævning af accept af Danmarks atompolitik. Efter denne episode ville De Radikale ikke støtte Socialdemokratiet, hvis det var med Svend Auken i spidsen. Derfor var partiet nødsaget til at udpege en ny formand for at komme i regeringen.
Næstformand på daværende tidspunkt Poul Nyrup Rasmussen så derfor sit snit til at stille op som modkandidat til Svend Auken og kreerede dermed en politisk magtkamp mellem de to ellers allierede politikere.
Begge kandidater kæmpede en brag kamp, og blev i 1992 indkaldt til en ekstraordinær kongres, hvor fremtiden skulle på plads. I mellemtiden havde Poul Nyrup Rasmussen tilkæmpet sig langt de fleste stemmer, og med støtte fra blandt andet Niels Helveg Petersen, måtte Svend Auken se sig slået.
Følgerne blev dramatiske, idet stort set alle Svend Aukens støtter fik tildelt poster med mindre betydning, mens politikerne der havde afgivet stemme på Poul Nyrup, kom frem og fik tildelt de afgørende poster.
Et sådan formandsopgør var enestående i Socialdemokratiets historie, og mange har efterfølgende omtalt Aukens exit som et karaktermord. Svend Auken og Poul Nyrup var to vidt forskellige personligheder på trods af den ensformige politik. Svend Auken fremstod spontan, mens Poul Nyrup var mere tilbageholdende og resultatorienteret. Der var, under Svend Auken, et ledelsesproblem i Socialdemokratiet, og Poul Nyrups allierede mente at de kunne komme dette til livs ved hjælp af en ny og anderledes partiformand.
Det var dog ikke blot posten som partiformand hos Socialdemokratiet, der var på spil, men også retten til at kunne kalde sig statsminister inden for en overskuelig tidshorisont. Allerede 8 måneder senere meddelte daværende statsminister Poul Schlüter, at han gik af, og der stod det klart, at er valg ikke blev aktuelt. I stedet blev der indledt en dronningerunde, som endte ud i en socialdemokratisk ledet flertalsregering til Poul Nyrup Rasmussen bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Svend Auken blev, trods sin lange politiske karriere, altså aldrig statsminister, men bidrog meget til dansk politik. Han er uden tvivl skrevet i historiebøgerne – både for hans mange resultater, men også for magtkampen mod Poul Nyrup Rasmussen omkring formandsposten hos Socialdemokratiet og senere statsministerposten.
