Artiklen indeholder reklamelinks
Regeringen har genindført den såkaldte Boligjobordning, og det betyder, at danskerne de næste to år kan få fradrag, hvis de sætter deres bolig i stand. Det nye håndværkerfradrag vækker blandt andet begejstring hos elektrikere og VVS-folk.
Ville du sætte dit hus i stand, hvis du fik et håndværkerfradrag på 15.000 kroner årligt? Hvis du svarer ja til det spørgsmål, er du langt fra den eneste. Tidlige prognoser viser, at regeringens nye håndværkerfradrag allerede ser ud til at være en succes i en tid, hvor ledigheden har rundet 6,2 procent.
Det vurderer afdelingschef i Håndværksrådet Frank Korsholm overfor Berlingske. Han hæfter sig blandt andet ved, at det nye håndværkerfradrag har fået mange danskere til at genoplive ellers kasserede renovationsplaner. Ifølge Frank Korsholm kan regeringens nye tiltag holde liv i mellem 4.000 og 5.000 job i den hårdt prøvede byggesektor.
– Da boligjobordningen udløb sidste år, var der omkring en tredjedel af alle vores medlemmer inden for byggeområdet, der planlagde at fyre medarbejdere. Men de afskedigelser ser ud til at blive aflyst, sådan at vi bevarer en masse job, siger Frank Korsholm til business.dk.
Det er endnu for tidligt at nedfælde endegyldig dom over den nye Boligjobordning. Men de positive udmeldinger ligger fint i tråd med de ambitioner, som regeringen havde for den nye ordning, da den blev bragt i spil tidligere på året. Dengang udtalte De Radikales erhvervsordfører Andreas Steenberg til eb.dk, at man forventede, at håndværkerfradraget kunne fremskynde det renoveringsarbejde, som danskerne ellers havde udskudt.
Nu er spørgsmålet så, om håndværkerfradraget skal udvides til også at omfatte sommerhuse. Men hos Dansk Byggeri vurderer seniørøkonom Finn Bo Frandsen, at effekten af en sådan udvidelse vil være til at overse.
– Der er 2,5 millioner private helårsboliger i Danmark, men kun 200.000 sommerhuse. Det er tilmed sådan, at mange bruger fradraget på at forbedre deres helårsbolig, og derfor ikke også kan få fradrag for forbedringer af deres sommerhus, siger Finn Bo Frandsen til business.dk.
Det nye håndværkerfradrag vækker også glæde blandt elektrikere og VVS-folk i Hadsten og Aarhus. Her forventer man, at fradraget kan hjælpe de lokale håndværkervirksomheder med at få fyldt deres slunkne ordrebøger. Hvis historien kan bruges som rettesnor, ser det ud til, at de får ret. Tal fra SKAT viser, at danskerne i forbindelse med den seneste erhvervspakke i 2011 indberettede håndværkerfradrag for over tre milliarder kroner.