Et barn falder ned fra et gyngestativ. Et håndled brækker. Forældrene ryster og spørger: Hvem har ansvaret?
I takt med at stadig flere boligområder har fælles legepladser på private fællesarealer, stiger også risikoen for juridiske gråzoner, hvis uheldet rammer. For hvem bærer det egentlige ansvar, når et barn kommer til skade på en legeplads, der tilhører en grundejerforening? Og hvad kræver det i praksis at sikre både legepladssikkerhed, tryghed på legepladsen og et ansvarsfrit bestyrelsesarbejde?
Flere uheld og en voksende bevidsthed om ansvar og forsikringskrav har de seneste år skabt fornyet fokus på sikkerhed, vedligeholdelse og juridisk forpligtelse i danske grundejerforeningers bestyrelser. Spørgsmålet er ikke længere, om man skal forholde sig til ansvaret, men hvordan man undgår både skader og potentielt erstatningsansvar.
Hvis legepladsen er etableret på et fællesareal, er det grundejerforeningen som juridisk person, der er ejer og dermed ansvarlig for driften. Bestyrelsen har ansvaret for, at pladsen vedligeholdes korrekt og lever op til gældende standarder. Det fremgår tydeligt af juridisk praksis, at skilte som “brug på eget ansvar” ikke fritager for ansvar, hvis der eksempelvis er fejl i konstruktion, slid eller manglende inspektion.
Ifølge Ret & Råd Advokater kan et barn eller dets forældre kræve erstatning fra foreningen, hvis ulykken skyldes forsømmelse. Det kan være manglende inspektion, uegnet faldunderlag eller defekte redskaber. Selv hvis foreningen har købt udstyret lovligt, påhviler vedligeholdelses- og dokumentationspligten stadig bestyrelsen.
Der findes ikke en egentlig “legepladsbekendtgørelse” i Danmark, men bygningsreglementet BR18 henviser til europæiske standarder: DS/EN 1176 for redskaber og DS/EN 1177 for underlag. Her fremgår det, at redskaber skal være CE-mærkede, have passende faldhøjder og afstande samt underlag med stødabsorberende egenskaber.
Desuden kræves der regelmæssige inspektioner: en visuel inspektion (oftest ugentlig), en driftsinspektion (hver tredje måned) og en årlig hovedinspektion. Den årlige hovedinspektion bør udføres af en certificeret legepladsinspektør eller en anden kvalificeret person, som har gennemgået relevant uddannelse og kender de europæiske standarder. Daglig visuel og kvartalsvis driftsinspektion kan foretages af en kompetent person i foreningen – eksempelvis en repræsentant med oplæring i inspektionskrav og dokumentationsprocedurer. Disse krav gør det muligt at dokumentere ansvarlig drift, hvilket er centralt, hvis ulykken indtræffer.
Hvis et barn kommer alvorligt til skade, og det viser sig, at redskabet var defekt eller ikke vedligeholdt korrekt, vil grundejerforeningen i mange tilfælde kunne gøres ansvarlig. Det kan føre til erstatningskrav eller retssager, hvor dokumentation for inspektion og vedligeholdelse bliver afgørende. Har man ikke logbog, inspektionsaftale eller fotodokumentation, er man i en dårlig position.
Flere sagsøgte bestyrelser er de senere år blevet dømt til at betale erstatning netop fordi legepladsen var for gammel, slidtelementer ikke var udbedret, eller inspektionen var for overfladisk. Ansvaret er ikke blot moralsk men direkte juridisk og forsikringsmæssigt.
For at sikre både sikkerhed på legepladsen og tryghed på legepladsen, bør enhver bestyrelse udarbejde en sikkerheds- og vedligeholdelsesplan. Det omfatter:
Derudover bør man have en ansvars- og produktforsikring, der eksplicit tæller legepladsdrift med i policevilkårene. Det er ikke altid givet i standarderhvervsforsikringer.
Bestyrelser i grundejerforeninger har ikke brug for frygt men for struktur. Sikkerhed på legepladsen handler om at kunne dokumentere rettidig omhu. Tryghed på legepladsen handler om beboernes tillid til, at deres børn kan lege uden skjulte risici. Og legepladssikkerhed handler om at kende og efterleve standarderne, selv når det koster penge og tid.
Lovgivningen giver ikke rum til slinger. Bestyrelsen er ansvarlig, og forsømmelse kan blive dyrt. Men med enkle tiltag og klare procedurer kan risikoen reduceres betydeligt. Og vigtigst: man skaber et sikkert og trygt sted for børnene.
For det er i sidste ende ikke juridisk teknik men konkret ansvarlighed, der skaber legepladser, vi trygt kan sende vores børn ud på.
